
Certificeringsordningen
Denne artikel vil give dig et indblik i certificeringsordningen og brugen af certificeret brandrådgivning i forbindelse med byggesager. Yderligere kortlægges hvilken rolle en branndrådgiver typisk har på en byggesag.
Krav om certificeret brandrådgivning
Alle byggeprojekter, der kan indplaceres i brandklasse 2, 3 eller 4, skal have en certificeret brandrådgiver tilknyttet på projektet således der kan udarbejdes dokumentation til ansøgning om byggetilladelse og ibrugtagningstilladelse.
Krav om brug af certificeret brandrådgivning blev indført som en del af BR18 og certificeringsordningen i 2018. Certificeringsordningen trådte endeligt i kraft i januar 2020, efter en overgangsperiode på to år, hvor bygherrer og rådgivere havde mulighed for at tilpasse sig de nye regler og krav.
Før 2018 og certificeringsordningen var det kommunerne i samarbejde med beredskabet som godkendte brandsikkerheden og den brandtekniske dokumentation på samtlige byggeprojekter. Dette resulterede i, at forskellige kommuner kunne godkende forskellige byggetekniske løsninger rundt i landet, og derved var der behov for en opstramning. Formålet med certificeringsordningen bestod derfor i høj grad i, at udpensle brandkravene og ensrette dets rammer. Dog kan det konstateres, at brandkravene i bygningsreglementet stadig kan tolkes forskelligt fra brandrådgiver til brandrådgiver.


Byggeri uden krav om certificeret brandrådgivning
Det er ikke altid nødvendigt at inddrage en certificeret brandrådgiver. Dette gælder eksempelvis for byggerier, som kan indplaceres i brandklasse 1, og for byggeændringer der ikke kræver ny byggetilladelse. Dog skal den nødvendige brandtekniske dokumentation stadig foreligge.
Brandklasse 1 byggeri omfatter et begrænset udvalg af simple byggeprojekter, herunder enfamiliehuse, rækkehuse samt simpelt industri- og lagerbyggeri på op til 600 m².
Hvorvidt en bygningsændring udløser krav om ansøgning af ny byggetilladelse afhænger bl.a. af den eksisterende brandstrategi for byggeriet, og hvilke forhold ændringen påvirker.
Selvom enkelte byggeprojekter ikke kræver brug af certificeret brandrådgivning skal det bemærkes, at der stadig skal foreligge dokumentation for, at ombygningen udføres i overensstemmelse med kravene i bygningsreglementets kapitel 5 – Brand. Dokumentationskravet er dog væsentlig mindre sammenlignet med BK2-4 sager.
Brandteknisk dokumentation
Byggeprojekter som kræver certificeret brandrådgivning er underlagt dokumentationskravet i BR18 § 507, hvor en række dokumenter skal udarbejdes, og indsendes til kommunen for at kunne opnå hhv. byggetilladelse og ibrugtagningstilladelse.
Omfanget af dokumentationen varierer afhængigt af byggesagens karakter, dog vil det oftest være nødvendigt at udarbejde en brandstrategi, brandplaner, kontrolplaner og en drifts-, kontrol- og vedligeholdelsesplan.
Formålet med dokumentationen er at redegøre for diverse funktionskrav som det aktuelle byggeri skal overholde, herunder krav til bl.a. materialer, overflader, bygningsdele, flugtveje, brandtekniske installationer osv. Dokumentationen redegøre også for bygningens anvendelse, risikoklasse og indplacering i brandklasse samt de indsatstaktiske forhold i og omkring byggeriet.
Kontrolplanerne skal sikre, at byggeriet projekteres og udføres i henhold til funktionskravene, og en DKV-plan skal sikre at de brandtekniske forhold vedligeholdes tilstrækkeligt.

Brandrådgiverens rolle i byggeprocessen
Brandrådgiverens primære opgave er at udarbejde den nødvendige brandtekniske dokumentation, og løbende bistå med rådgivning efter behov. Byggeprocessen for brandrådgiveren kan inddeles i tre faser (design, projektering og udførelse).
Designfasen
I designfasen har brandrådgiveren til opgave at afklare hvilke løsningsforslag det aktuelle byggeri har til rådighed samt hvilke overordnede principper der skal overholdes. I tæt dialog med arkitekten udformes et bygningsdesign, der både overholder brandkravene og det ønskede arkitektoniske udtryk.
Brandrådgiveren udarbejder dokumentation for indplacering i brandklasse samt de indsatstaktiske forhold, og afleverer en starterklæring som danner grundlag for at kunne ansøge om byggetilladelse.
Projekteringsfasen
I projekteringsfasen præciseres og konkretiseres brandkravene for byggeriet. Dette sker bl.a. ved udarbejdelse af den primære brandtekniske dokumentation som består af brandstrategirapporten og brandplaner.
Ved fasens afslutning skal brandrådgiveren modtage en kontrolrapport, der dokumenterer, at projektets aktører (arkitekter, konstruktions- og installations-ingeniører m.fl.) har projekteret byggeriet i henhold til beskrivelserne i brandstrategirapporten.
Udførelsesfasen
I udførelsesfasen bistår brandrådgiveren med løbende rådgivning, så de udførende parter forstår brandkravene. De resterende dele af den brandtekniske dokumentation, herunder DKV-plan mm. udarbejdes, og opdateres til “as built”.
Ved byggeriets udførelse skal brandrådgiveren modtage en kontrolrapport, der dokumenterer, at arbejdet er udført efter de beskrevne brandkrav.
Den certificerede brandrådgiver gennemgår og godkender dokumentationen i sin helhed og udarbejder en sluterklæring.